Herpesvirus udbrud som vi har set det på det seneste, vækker bekymring i hestekredse og rejser en række spørgsmål om hvorledes man skal forholde sig. Tre organisationer er gået sammen i en fælles indsats for at overvåge situationen og rådgive urolige hestefolk
Organisationer overvåger og rådgiver
Når vi oplever udbrud af herpesvirus1, som vi har oplevet det både i foråret 2018 og i foråret 2019, så melder der sig naturligt en række spørgsmål omkring hvordan det skal håndteres.
De tre organisationer Den Danske Dyrlægeforening, Dansk Ride Forbund og SEGES har sammen engageret sig i en indsats for at overvåge status samt anbefale håndtering i forhold til den aktuelle situation. Organisationerne formidler således i fællesskab en række forholdsregler, som er afstemt med det aktuelle kendskab til smittede besætninger. Organisationerne vil ikke som udgangspunkt formidle information om hvilke konkrete besætninger, der måtte mistænke smitte, men alene formidle omkring det samlede billede og de deraf følgende anbefalinger. Opdateringer vil således opleves enten i form af helt generel information eller i form af en tilpasning af anbefalingerne til en ændret situation.
Herpesvirus er en etableret virus
Herpesvirus er en etableret virus i den danske hestebestand og over hele verden, der vil derfor ind imellem forekomme opbrud hos en eller flere heste i forskellige besætninger, herunder også heste, som får neurologiske symptomer. Det er et "normalbillede" hen over et år.
Ind imellem forekommer herpesvirus i en mere aggressiv smitsom form, som giver udbredt og alvorlig sygdom i store dele af en besætning inklusiv neurologiske symptomer.
Organisationerne holder løbende øje med, om der er tegn på spredning af aggressiv herpes virus type 1, blandt de besætninger, hvor der meldes ud, at der er symptomer på herpesvirus.
Ingen tegn på spredning per 21. maj 2019
Der er P.t ( pr 21. maj 2019) ingen tegn på at aggressiv herpes virus type 1 spreder sig.
Der bliver etableret karantæner omkring besætninger med større udbrud samt i de besætninger, som oplever enkelttilfælde af heste med opbrud af herpesvirus.
Hvordan håndteres det når der er sygdom i stalden? - Anbefalinger
En høj grad af ansvarlighed og åbenhed blandt alle hesteejere og dyrlæger er nøglen til at stoppe smittespredningen.
Observation af hestenes almenbefindende og temperaturtagning er de primære værktøjer til at opdage sygdom og forebygge spredning. Temperaturtagning af heste er en effektiv måde at holde øje med om en hest er syg. Normal temperatur er under 38,30c. Hvis en hest har øget temperatur eller andre tegn på sygdom skal egen dyrlæge kontaktes.
Hvis der er symptomer på smitsom sygdom i en besætning/stald skal hestene isoleres i henhold til anbefalingerne om opdeling i gruppe 1, 2 og 3. Heste som har været i kontakt med stalden/heste fra stalden i forbindelse med udbrud eller opbrud af herpesvirus omfattes ligeledes af karantæne.
Gruppe 1: Raske stalde:
- Daglig observation af alle heste.
- Ved deltagelse i samlinger (stævner, væddeløb, kåring, dyrskue, avl) bør man tage temperatur dagligt af hestene 10 dage før man deltager.
Gruppe 2: Stalde med symptomer på luftvejsinfektion:
- Karantæne 14 dage fra sidste hest er raskmeldt (ingen til- eller afgang af heste til stalden).
- Isoler syge heste, så vidt muligt.
- Daglig temperaturtagning.
Gruppe 3: Stalde med konstateret Herpesvirus 1 infektion:
- Karantæne minimum 21 dage fra sidste hest er raskmeldt (ingen til- eller afgang af heste til stalden).*
- Isoler syge heste, så vidt muligt.
- Temperaturtagning morgen og aften.
- Desinfektion og tøjskift for alle med kontakt til stalden.
- Desinfektion af udstyr og staldoverflader inden genåbning af stalden
Kilde:
Dansk Ride Forbund
Den Danske Dyrlægeforening, Faggruppe Heste
SEGES Heste
Kontaktperson hos Dansk Ride Forbund er Generalsekretær Morten Rodtwitt på 4326 2810.
Herpesvirus udbrud som vi har set det på det seneste, vækker bekymring i hestekredse og rejser en række spørgsmål om hvorledes man skal forholde sig. Tre organisationer er gået sammen i en fælles indsats for at overvåge situationen og rådgive urolige hestefolk