Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Første eksaminerede hestetandlæge

Mens man i en række andre lande finder flere og flere hestetandlæger, halter vi på dette område stadig bagefter herhjemme. Men nu har Danmark fået sin første uddannede og eksaminerede hestetandlæge. Nemlig Mai K. Nicholaisen fra Horsens, der driver firmaet Korrekt Heste-tandpleje, og som er blandt udstillerne på Hest & Rytter 2002 i Messecenter Herning.

Mai K. Nicholaisen, der også benævner sig hestetandplejer, har taget en et-årig uddannelse hos den anerkendte amerikanske hestetandlæge Richard O. Miller. Hun afsluttede uddannelsen med en eksamen, bestående af én praktisk og to teoretiske prøver, udarbejdet af International Association of Equine Dentistry, IAED. Eksamen er den eneste i verden på så højt niveau og, og eksamensbeviset fungerer som et kvalitetsstempel på, at indehaveren er kvalificeret til at udføre tandpleje på heste.

Ifølge Mai K. Nicholaisen lider mange heste på grund af manglende eller forkert tandpleje. Problemerne kan f.eks. skyldes, at hestene får foder, der ikke er naturligt for dem, eller at de går med stramme grimer, så de ikke har mulighed for at bevæge kæberne korrekt under tygning.

- For mig er det hverdag at se heste, som har sår i munden (især rideheste). Som har rådne tænder og har haft ondt i mange år. Som har overlange tænder, der går direkte op eller ned i kæben osv. Kort sagt heste, der har voldsomt ondt hver gang, de forsøger at tygge deres mad. Disse heste ville have været død for mange år siden, hvis de havde levet i naturen, siger Mai K. Nicholaisen, der mener, at det om 10 år vil være lige så almindeligt at få ordnet hestens tænder korrekt, som det i dag er at gå til smeden jævnligt for at få ordnet dens hove.

Den nye hestetandlæge siger, at det i dag langt fra er alle, der påstår, de kan ordne tænderne på en hest, som vitterlig er kvalificeret til det. Derfor opfordrer hun hesteejerne til at se efter, om de pågældende nu også udfører deres arbejde korrekt og ordentligt.

Således vil en kvalificeret hestetandlæge eller -plejer altid benytte en stor mundspærrer, for ellers er det umuligt at komme ind til de bageste tænder. Ligeledes er det nødvendigt at bedøve hesten forinden, hvis man vil udføre korrekt hestetandpleje. Endelig fremhæver Mai K. Nicholaisen, at brugen af elektriske instrumenter er en absolut nødvendighed for en dygtig hestetandlæge - men har man ikke taget uddannelse og eksamen i hestetandpleje, risikerer man at bruge instrumenterne forkert. Hvilket vil være til stor skade - og ofte også smerte - for hesten.

 

Tilføjet d. 11-03-2002 kl. 19:14 af i kategorien Produktnyt.




Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider